Selektiv forebyggelse

I nationale narkotikastrategier og handlingsplaner omtales i stigende grad udtrykkeligt forebyggelsesforanstaltninger, der er specielt målrettet mod udsatte grupper. Dette fokus er endnu stærkere i de nye medlemsstater: Estland (gadebørn, specialskoler), Ungarn, Cypern, Malta, Polen (forsømte børn og unge fra dysfunktionelle familier) og Slovenien.

Da de udsatte grupper, som den selektive forebyggelse er målrettet mod, ofte har betydelig erfaring med legale og illegale stoffer, er de fleste forebyggelsestiltag begrænset til skræddersyet information, individuel rådgivning og kreative aktiviteter eller sportsmuligheder. Det skal imidlertid bemærkes, at de metoder, der anvendes i de omfattende programmer med fokus på social indflydelse som led i den universale forebyggelse, er lige så effektive, hvis ikke mere effektive, i forbindelse med den selektive forebyggelse. Normativ restrukturering (f.eks. oplysning om, at de fleste jævnaldrende er imod brugen), træning i selvhævdelse, motivation og målsætning samt myteaflivning har vist sig at være meget effektive metoder blandt udsatte unge (Sussman m.fl., 2004), men anvendes sjældent i den selektive forebyggelse i EU. Tiltagene i fritidsmiljøer (se 'Forebyggelse i fritidsmiljøer') er imidlertid hovedsagelig i form af målrettet information.

Selektiv forebyggelse på skoler

Den selektive forebyggelse på skoler er især koncentreret om kriseintervention og tidlig identificering af elever med problemer. Formålet er at finde løsninger på skoleplan for at undgå, at truede elever dropper ud eller bortvises og derved får forværret deres situation. Programbaserede tilgange findes i Tyskland, Irland, Luxembourg og Østrig (Leppin, 2004), mens Polen og Finland afholder læreruddannelseskurser eller udsteder retningslinjer for, hvordan man kan identificere elever med problemer, herunder stofbrug, og træffe passende foranstaltninger. Traditionelle individualistiske tilgange omfatter pædagogisk-psykologiske tilbud (som i Frankrig og Cypern), der er baseret på (selv)-henvisninger. Irland har en ny intensiv pædagogisk socialtjeneste, som arbejder med skoler og familier i uddannelsesmæssigt dårligt stillede områder for at sikre, at børnene går regelmæssigt i skole.

Selektive lokalsamfundsbaserede tilgange

Selektive lokalsamfundsbaserede tilgange er for det meste målrettet mod udsatte unge på gaden. I de nordiske lande er der som led i natteravneordninger oprettet forældregrupper, som patruljerer i gaderne. Østrig har foretaget store investeringer for at forbedre balancen mellem narkotikaforebyggelse, socialpædagogisk arbejde og socialarbejde gennem kurser, kvalitetsstandarder og fælles seminarer, f.eks. for ungdomsarbejdere i fritidsmiljøer. Formålet er også at anvende strukturerne for det sociale ungdomsarbejde til professionel narkotikaforebyggelse. På samme måde har Norge øget samarbejdet og styrket den tværfaglige indsats mellem skole, børneforsorgstjenester og sociale tjenester. RAR-metoder (rapid assessment and response) (36) – hurtig indsamling af information (statistisk materiale) kombineret med interview (spørgeskemaer, fokusgrupper) og/eller iagttagelser af problemområdet – anvendes i disse projekter i Norge, men også i Tyskland og Nederlandene.

Der er tradition for tiltag med fokus på højrisikomiljøer i Irland, Det Forenede Kongerige og, i mindre omfang, Nederlandene og Portugal. Tyskland (Stöver og Kolte, 2003, omtalt i Tysklands nationale rapport) og Frankrig har imidlertid nu også planer om en indsats på dette område. Det er nyt for disse landet at målrette narkotikaforebyggelsen mod bestemte geografiske områder på grundlag af sociale kriterier.

Medlemsstaternes selektive forebyggelse er også i stigende grad målrettet mod specifikke etniske grupper (f.eks. Irland, Luxembourg, Ungarn). F.eks. er etnicitet et vigtigt aspekt i Ungarn, hvor Roma-befolkningen har stor risiko for at få narkotikarelaterede problemer på grund af dens sociale og kulturelle kendetegn og dårlige levevilkår. Her forestås peer-uddannelse, selvhjælpsgrupper, supervision, forskellige forebyggelsesprogrammer og lavtærskeltjenester for Roma'er af ikke-statslige organisationer (ngo'er).

Udsatte familier

Universal familiebaseret forebyggelse, hovedsagelig aftenarrangementer, foredrag, seminarer og workshopper for forældre, er stadig populær i mange medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Cypern og Finland), selv om der mangler bevis for effektiviteten heraf (Mendes m.fl., 2001). I Grækenland, Spanien, Irland og Norge har der imidlertid været en interessant udvikling inden for selektiv forebyggelse med familier gennem indførelsen af innovative koncepter, som går videre end familier/forældre med narkotikaproblemer og anerkender den rolle, som sociale, økonomiske og kulturelle faktorer spiller i forbindelse med stofbrug. I Nederlandene blev det konkluderet i forbindelse med evalueringen af narkotikaforebyggelsesprojekter for indvandrerforældre, at en standardiseret indsats via indvandrernetværk, hvor kvinder og mænd deltager hver for sig, kunne være en realistisk ny mulighed (Terweij og Van Wamel, 2004). I Norge har man i tre kommuner gennemført og evalueret forældretræningsprogrammet Parent Management Training (PMTO, Oregon Modellen), oprindeligt en træningsmetode til brug i familier med børn med alvorlige adfærdsforstyrrelser. I to andre lande har man gennemført Iowa Strengthening Families Program (ISFP). Dette intensive familieinterventionsprogram for truede familier kombinerer undervisningsmetoder for skoleelever (10–14 år) med uddannelsesprogrammer for deres forældre med henblik på narkotikaforebyggelse gennem styrket familiekompetence og styrkede familiebånd (Kumpfer m.fl., 2003).


(36) Verdenssundhedsorganisationen: The rapid assessment and response guide on psychoactive substance use and especially vulnerable young people.